Førstehjælp i forsyningen

  • Del:

Glostrup Forsynings medarbejdere har endnu en gang fået opfrisket førstehjælpsevnerne, da vi havde besøg af Bjørn fra Hjertevagt. Nu er vi endnu bedre rustet til at hjælpe Glostrups borgere – og hinanden.

Her sidder den ene hjertestarter

Skab sikkerhed, vurder luftveje og åndedræt, tilkald hjælp og giv førstehjælp. Sådan lyder rækkefølgen, når man skal håndtere et hjertestop. Både kundeservice, graverteam og direktør lå på knæ foran de fire træningsdukker, der imiterede et hjertestop.

Glostrup Forsyning havde besøg af Bjørn Ikast Kjær Christensen fra konsulentvirksomheden Hjertevagt, der både vejleder virksomheder om førstehjælp, sælger og servicerer hjertestartere og laver undervisning.

”Chancen for at overleve et hjertestop stiger markant, hvis man omgående yder livreddende førstehjælp. Derfor er det så vigtigt at man handler med det samme. Og det gør man bedst, hvis man har været på kursus for nylig,” siger Bjørn Ikast Kjær Christensen fra Hjertevagt.

30 tryk, 2 pust

Det virker måske nemt nok at huske. 30 tryk og 2 pust. Men hvor hurtigt var det nu lige, vi skulle trykke? Hvor hårdt trykker man? Og skal man først ringe 112 eller begynde på hjertemassagen?

Selvom medarbejderne i Glostrup Forsyning har været på førstehjælpskurser før, er der dele af førstehjælpen, som man kan glemme med tiden. Derfor sørger vi for, at kurset bliver gentaget hvert andet eller tredje år.

Ved du hvor den nærmeste hjertestarter er?

Chancen for at overleve et hjertestop stiger markant, hvis der bliver brugt en hjertestarter, inden ambulancen kommer. I Danmark har vi i skrivende stund 20.567 hjertestartere. 146 af den findes i Glostrup – og to af dem har Glostrup Forsyning sat op.

Den ene sidder på Glostrup Forsynings ydermur på Ørnebjergvej 7 og vender ud mod vejen, så folk kan se den. Den anden hjertestarter kan man finde på Glostrup Genbrugsstations kontor på Paul Bergsøes Vej 39.

”Det er en god idé at orientere sig om, hvor de nærmeste hjertestartere er – og om de virker. Så kig efter, når du alligevel er ude og lufte hunden eller slå det op på nettet på www.hjertestarter.dk – for det redder liv,” siger Bjørn Ikast Kjær Christensen fra Hjertevagt.

Stræk – snak – smil

”Hvad nu hvis din kollega – en stolt og stædig spildevandsarbejder – kommer ind på kontoret og beklager sig over smerter. Han er lidt diffus og kan ikke forklare, hvorfor han har ondt eller hvorfor han faldt. Hvad gør du så?” spørger Bjørn Ikast Kjær Christensen fra Hjertevagt.

Der er en chance for, at kollegaen har fået et ’stroke’ (det, man tidligere kaldte et slagtilfælde). Det kan komme som en reaktion på en blodprop eller blødning i hjernen, og det handler om at reagere hurtigt. En god remse, når man kontrollerer for et stroke er: Stræk – snak – smil.

”Bed kollegaen om at strække armene. Hænger den ene arm? Bed kollegaen om at snakke. Hænger ordene ikke sammen? Eller bed kollegaen om at smile. Hænger den ene side af ansigtet? Hvis du kan svare ja til én af de tre ting, er der højst sandsynligt tale om et stroke, og så skal man ringe 112 hurtigt,” fortæller Bjørn Ikast Kjær Christensen fra Hjertevagt.

Red Hjernen har for nylig lanceret en ny kampagnevideo, som skal lære alle danskere at huske på remsen – Stræk – snak – smil. Se den her.

 

Apps til alarmering og førstehjælp

Der er udviklet forskellige apps, der kan være med til at gøre en forskel. Se listen her:

Fandt du det du søgte?

Driftsinfo