Når genbrug gør ekstra godt

  • Del:

Glostrup Forsyning og Frelsens Hærs nye donationscenter i Taastrup er gået sammen om et samarbejde, der skal give nyt liv til de ting, kunderne har sorteret som direkte genbrug på Glostrup Genbrugsstation.

I en hal på genbrugsstationen står flere paller med genstande, der er i god stand. De kan faktisk genbruges, og derfor henter frivillige fra donationscentret nu hver anden tirsdag genstande fra direkte genbrug pallerne, som de sælger i butikken i Taastrup.

Det nye samarbejde bidrager til en mere cirkulær økonomi, hvor produkter får længere liv, samtidig med at samarbejdet hjælper en velgørende organisations arbejde.

Genbrug der er guld værd

”Se den her taske. Den har en af vores frivillige, der kan sy, lavet ud af en gammel skjorte,” fortæller butikschef Claus Larsen i donationscentret stolt.

Butikschefen viser nogle ’nye’ produkter frem. Det er muleposer, og de er lavet af gamle skjorter, der er syet om og dermed kan bruges som noget helt nyt. Claus Larsen fortæller også om, hvordan en frivillig sliber gamle træmøbler eller maler dem, så de nemmere kan passe ind i et moderne hjem.

”Nogle af tingene passer måske ikke helt ind i hjemmene i dag, så vi kan lige opfriske dem,” siger han.

Genstandene fra genbrugsstationen og andre steder er guld værd, for de tager et vigtigt skridt mod en mere cirkulær økonomi frem for mere nyproduktion. Nogle genstande kan genbruges direkte, mens andre skal have et opdateret look for at få et længere liv.

I samarbejdet mellem Frelsens Hær og Glostrup Forsyning er genbruget også guld værd i den forstand, at overskuddet fra salget i donationscentret går til gode formål. Overskuddet fra Frelsens Hærs butikker går især til nationale indsatser - heriblandt julehjælp, væresteder, krisecentre samt lejre og udflugter for de familier, hvor pengene er små.

Butikschef Claus Larsen foran tøjstativer med genbrugstøj samt tekst på væg: 7000 børn og unge hjælpes hvert år til gode oplevelser

Butikschef Claus Larsen foran noget af det genbrugstøj, der sælges i butikken

Sociale samarbejder om direkte genbrug

For Glostrup Forsyning er det vigtigt at bruge ressourcer bedst - også på affaldsområdet. Derfor har forsyningen siden 2019 indgået i samarbejder med frivillige organisationer for at udnytte ”værdien” af de genstande, kunderne sorterer til direkte genbrug.

Det fungerer sådan, at kunderne sætter ting til direkte genbrug på genbrugsstationen, hvorfra der ikke må klunses. De frivillige organisationer kommer på faste dage og tager de genstande med, som de kan videresælge, og det der er tilovers, sørger de for at sortere på genbrugsstationen.

På den måde kan genstande, der ellers var smidt ud, blive genbrugt og få nyt liv. Samtidig går overskuddet fra salget til godtgørende formål.

I dag har Glostrup Forsyning samarbejder med Dalvangens Venner, Kirkens Korshær og Frelsens Hær.

Fandt du det du søgte?

Driftsinfo