Virtuelt borgermøde om forsøget med behovsstyret affaldstømning

  • Del:

Onsdag den 2. juni kl. 17-18 holder vi et virtuelt borgermøde, hvor vi vil evaluere forsøget med behovsstyret affaldstømning, og du kan stille spørgsmål til os.

Vi inviterer til et virtuelt borgermøde via Microsoft Teams onsdag den 2. juni kl. 17 - 18, hvor vi vil fortælle om erfaringerne fra forsøget, og om der er et perspektiv i at bruge behovsstyret tømning i fremtiden. Efter forsøgets afslutning har vi undersøgt, om tømning-efter-behov giver større fleksibilitet i indsamling af affald, færre antal tømninger, mindre CO2-udledning ved skraldebilskørsel, mere affald til genanvendelse og større tilfredshed for borgeren med en brugerundersøgelse.

På mødet kan du forvente at høre en række indlæg fra eksempelvis Vestforbrænding om brugerundersøgelsen efter forsøget og Sanne Wøhlk, professor på Aarhus Universet. Sidstnævnte har brugt data fra forsøget til at undersøge, om der vil være eventuelle potentialer, hvis behovsstyret tømning blev udvidet til hele Glostrup Kommune.

Alle er velkomne til at deltage i borgermødet, og du tilgår mødet via linket.

Hvis du vil vide mere om forsøget, har vi her på siden vedhæftet evalueringsmaterialer.

Agenda

  • 17.00 Velkomst og kort om forsøget
  • 17.05 Brugerundersøgelse og interviews samt eventuelle spørgsmål
  • 17.30 Opskalering af forsøgsresultater samt eventuelle spørgsmål
  • 17.50 Snak om generelle spørgsmål, ideer og forslag

Har du hørt om vores forsøg om behovsstyret affaldstømning? 

Fra september 2020 til marts i år havde vi i samarbejde med Vestforbrænding og renovatør Urbaser forsøget 'Tømning efter behov'. Det handlede om at undersøge, om der er bedre alternativer til at afhente affald end de vanlige faste tømmedage. 

Forsøget foregik for husstande på Ydergrænsen og Ejbyholm. Vores kunder skulle selv bestille tømning af deres affaldsbeholdere ved at bruge to forskellige teknologier - enten en slider monteret på beholderne eller via en selvbetjeningsportal.

Fandt du det du søgte?

Driftsinfo