Glostrup Forsyning indgår rådgiveraftale til fjernvarmeprojekt

  • Del:

Glostrup Forsyning og COWI A/S har den 1. marts 2022 indgået en rådgiveraftale i forbindelse med den store fjernvarmeudvidelse i Glostrup, der omfatter potentielt 2.700 nye fjernvarmekunder. Rådgiveraftalen vil løbe fra den 1. marts 2022 til 2027, når de sidste nye kunder i projektet har fået fjernvarme.

”Vi er glade for at have fundet en rådgiver til vores fjernvarmeprojekt. COWI A/S skal hjælpe med ingeniørrådgivning. Det drejer sig om projektering, udbud af entreprenørydelser og bygherreleverancer, byggeledelse og tilsyn, når arbejdet skal udføres i jorden,” siger Bo Nørbjerg, administrerende direktør i Glostrup Forsyning.

Det er planen, at de første nye kunder får fjernvarme i 2022.

”Vi ser frem til at bistå Glostrup Forsynings arbejde med den grønne omstilling i Glostrup med udrulningen af nem, grøn og billig fjernvarme til potentielt 2.700 nye kunder. Vores arbejde med projektering og udbud af entreprenørydelser starter allerede nu, så vi kan komme i gang med at få lagt fjernvarmen i jorden,” siger Mikkel Lander Franks, Project Director i COWI A/S.

Fandt du det du søgte?

Driftsinfo