Glostrup kan mere - allerede

  • Del:

Med energiudspillet ”Danmark kan mere II” vil regeringen sætte turbo på udrulningen af fjernvarme i Danmark. Imidlertid har Glostrup Kommune allerede fremlagt den plan, regeringen efterlyser. Og det bringer kommunens borgere et skridt foran, når naturgassen skal udfases.

Fjernvarmerør

Fjernvarmen i Glostrup er et skridt foran

Inden udgangen af 2022 skal kommunerne give et klart svar til alle private husholdninger, der benytter olie eller naturgas i dag: Får de tilbudt fjernvarme - eller skal de finde andre grønne alternativer?

Sådan lyder regeringens energiudspil. I Glostrup kan borgmester Kasper Damsgaard imidlertid konstatere, at det netop var sådan en plan, kommunalbestyrelsen godkendte allerede i efteråret 2021.

- Varmeplanen bringer os et vigtigt skridt foran, og nu håber jeg, naturgaskunderne vil være med til at gøre planen til virkelighed. I den nuværende situation er det afgørende at finde grønne alternativer til gassen, og på borgernes vegne er jeg glad for, vi er godt i gang, siger han.

Der er kun enkelte husstande i Glostrup, som ikke er omfattet af varmeplanen. Her arbejder kommune og forsyning på højtryk for at finde en grøn løsning.

Hver tilmelding tæller

Siden Glostrups ca. 2700 gaskunder fik tilbuddet om fjernvarme i februar, har godt 1200 sagt ja tak. Det tegner godt for projektet, mener Søren Enemark, der er formand for Glostrup Forsyning.

- Vi er løbende i dialog med mange af dem, der lige overvejer fjernvarmen. Og skal jeg give et godt råd lige nu, er det, at man tilmelder sig fjernvarmen hurtigst muligt. Det er stadig en forudsætning, at mindst 40 % tilmelder sig, før vi kan gå i gang i hvert område, minder han om.

Hvis alt går efter planen, vil de første gaskunder få fjernvarme allerede i år. Udvidelsen af fjernvarmenettet sker i etaper frem til 2027.

Fandt du det du søgte?

Driftsinfo