Blødt vand

  • Del:

I Danmark er drikkevandet generelt af meget høj kvalitet, og i Glostrup arbejder vi for, at drikkevandsindvindingen sker lokalt i Glostrup efter bæredygtige principper.

Geografisk forskellighed
Hårdheden og dermed indholdet af calcium og magnesium varierer i Danmark fra landsdel til landsdel. På Sjælland og særligt i Hovedstadsområdet er drikkevand meget hårdt, og har dermed et højt indhold af calcium og magnesium. Hårdhedsværdierne er mellem 24 – 30 dH, og i Glostrup er hårdheden målt til 25 dH.

Forsøg med blødt vand
En række forsyningsselskaber, heriblandt HOFOR, har valgt at igangsætte forsøg med central blødgøring af drikkevandet. Det drejer sig om en fterbehandlingen af drikkevandet, som kan reducere hårdheden med ca. 10 hårdhedsgrader. 

Fordele og ulemper
En reduktion af hårdheden har en række fordele for vandforbrugeren, såsom reduktion af sæbeforbrug og færre kalkbelægninger i f.eks. badeværelset, varmtvandsbeholder og i kaffemaskinen. Blødgøring af drikkevandet har dog ikke kun fordele men også ulemper. En efterbehandling af drikkevandet ved indførelse af central blødgøring vil ændre på vandkemien. Alt efter den valgte blødgøringsproces, vil der ske en tilførsel af natrium og en reduktion af magnesium og calcium, en fjernelse af magnesium og calcium kan have en negativ effekt på folkesundheden. Der kan ske en øget korrosion på rørmaterialer ved visse blødgøringsteknologier og blødgøringsprocessen er forbundet med et øget vand- og energiforbrug.

Glostrup Forsyning og blødt vand
Glostrup Forsyning finder ikke, at de samfundsøkonomiske- og sundhedsmæssige konsekvenser for indførelse af central blødgøring af drikkevandet i Glostrup er tilstrækkelig dokumenteret og vælger derfor, at afvente erfaringerne med central blødgøring fra Brøndby Vandværk og øvrige blødgøringsprojekter i Danmark, inden der tages stilling til indførelse af central blødgøring i Glostrup.

Driftsinfo