Containere på genbrugsstation

Flere byggematerialer skal genbruges

Affald

Et nyt forsøg på Glostrup Genbrugsstation skal bidrage til, at flere byggematerialer fra genbrugstationen bliver genbrugt.

Fliser, brosten, natursten samt toilet og vaske. De byggematerialer kommer der nu et øget fokus på. De er omdrejningspunkt for et nyt forsøg på Glostrup Genbrugsstation, der handler om at flere byggematerialer bliver genbrugt. Forsøget går i luften i uge 49, og ved årsskiftet udvides det med mursten og paller.

Byggematerialerne indsamles allerede på genbrugsstationen, men i dag er de blandet sammen med forskellige materialer i samme container, og det besværliggør muligheden for genbrug. Fliser, brosten og natursten afleveres for eksempel i den samme container under ’beton’.

Forsøget går derfor ud på at sortere byggematerialerne fra hinanden, og det skal ske i pallerammer, der placeres ved det øvrige byggeaffald. Når rammerne er fyldte, køres de fleste materialer som en del af forsøget hen til et ’ta’ selv’ sted på genbrugsstationen, hvor kunderne gratis kan afhente det, de har brug for. Det affald, der ikke bliver aftaget, sendes til Vestforbrændings centrale lager, hvorfra det gives videre til interesserede virksomheder.

”Vi vil i Glostrup Forsyning altid gøre, hvad vi kan, for at mere affald ikke kun bliver genanvendt men i stedet genbrugt. Derfor er vi rigtig glade for nu at teste nye koncepter for at se, om vi kan få mere byggeaffald genbrugt,” siger Kristian Schou, Projektchef, ansvarlig for projekt, udvikling og affald, i Glostrup Forsyning.

Jeg er særligt glad for, at vores kunder også selv får mulighed for at aftage byggeaffaldet på genbrugsstationen, og jeg håber, at de tager godt imod det.
Kristian Schou