TEKNIQ's administrationsbygning

Flere store bygninger i Glostrup får nu fjernvarme

Varme

Inden for det næste år konverterer Glostrup Forsyning syv større bygninger til fjernvarme, og gravearbejdet til den første kunde er allerede i gang. Når bygningerne har fået fjernvarme, vil det samlet set reducere deres CO2-udledning med ca. 350 tons CO2 om året.

Det er entreprenøren Nordkysten og Nordic VVS, der udfører arbejdet med de syv bygninger, der tæller både erhvervsbygninger, kommunale bygninger og etageboliger.

Den første, der får fjernvarme i denne omgang, er TEKNIQ Arbejdsgiverne på Paul Bergsøes Vej. Det er arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen for el, vvs og metal.

”Skiftet fra gas til fjernvarme er helt naturligt for os. Ikke bare fordi vi gerne vil bidrage til at gøre Danmark fri af russisk gas, men også fordi fjernvarme, særligt i vores område, er markant grønnere energi. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi er den første erhvervsejendom, der i denne runde bliver koblet på. Det gør en positiv forskel for klimaet, og det ruster os godt til fremtiden,” siger adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Troels Blicher Danielsen.

Store konverteringer, store CO2-reduktioner

Det gør en forskel, når store bygninger går fra eksempelvis gas som opvarmningskilde til fjernvarme i stedet for, da store bygninger bruger store mængder energi til at varme lokalerne op.

”Vores beregninger viser, at CO2-udledningen samlet falder med ca. 350 tons CO2 om året, når de syv store bygninger er konverteret,” siger formand i Glostrup Forsynings bestyrelse, Søren Enemark.

”Det svarer til omkring 120 almindelige husstande, og derfor er det vigtigt, at de store bygninger med stort energibehov kommer med på fjernvarmebølgen,” fortsætter Søren Enemark.

Udbygning ikke på bekostning af villaområder

Når flere af de store bygninger i Glostrup får fjernvarme, er det ikke på bekostning af projektet om udvidelse af fjernvarmen til villakunder, da bygningerne ligger meget tæt på de eksisterende fjernvarmeledninger. Derfor er det nemt og hurtigt at etablere tilslutningerne, hvorimod det er et større arbejde med villakunderne, hvor der skal lægges mange nye fjernvarmerør.

”Det har ikke nogen betydning for villaområderne, og hvornår de kan få fjernvarme, at vi allerede er gået i gang med at koble store bygninger til fjernvarmenettet. De to projekter holder vi adskilt, så de ikke påvirker hinanden. For eksempel er der forskellige udbud af entrepriser, VVS’ere og så videre, så villaområderne kan få fjernvarme, så hurtigt som det er muligt,” siger Søren Enemark.