Iltning af vand på vandværk

Glostrup får blødere vand

Vand

Der skal i fremtiden løbe blødere vand ud af hanerne i Glostrup. Det har kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune netop besluttet.

I efteråret 2022 undersøgte Glostrup Forsyning, hvilke muligheder der er for at implementere blødt vand i Glostrup. På baggrund af undersøgelsen anbefalede Glostrup Forsyning at gøre brug blødgøringsteknologien Carix.

Kommunalbestyrelsen i Glostrup besluttede den 29. marts 2023, at Glostrup skal have blødere drikkevand, og det betyder, at forsyningen pålægges at indføre blødere vand i kommunen. Det kræver også, at der skal bygges et helt nyt vandværk, der kan blødgøre drikkevandet.

Glostrup Forsyning påbegynder nu arbejdet med at finde den bedste placering for det nye vandværk, og forsyningen forventer at have et have et skitseprojekt med lokation klar i starten af 2024.

En hverdag med mindre besvær

I dag er drikkevandet i Glostrup hårdt med en hårdhed på ca. 23dH. Når det nye blødgøringsanlæg er implementeret, forventes det, at drikkevandet vil have en hårdhed på 10-12 dH. Det er ikke muligt at opnå blødere vand end det, da det for eksempel ville forårsage korrosion af vandrør og kalkudfælding i rør.

Jeg er glad for, at borgerne i Glostrup kan se frem til at få blødere vand. Det vil gøre hverdagen lettere. Vi får mindre besvær med at fjerne kalk fra fliserne og elkedlen. Vi kan også spare penge, fordi vi skal bruge mindre mængder sæbe, og hvidevarer vil ikke lige så hurtigt blive ødelagt af kalken.
Kasper Damsgaard, borgmester i Glostrup Kommune

Kræver et nyt vandværk

Når Glostrup skal have blødere vand, kræver det, at der bliver bygget et nyt vandværk. Der er mange udfordringer ved at skulle etablere blødgøring på de to eksisterende vandværker. Det er dyrt at gennemføre store renoveringer af værkerne, og så er de udfordret af, at der ikke er særligt meget plads til at etablere blødgøring på lokationerne.

"Der er flere fordele i at bygge et helt nyt værk, for vi kan sikre et nyt og tidssvarende vandværk, der holder de næste 50 år," siger Søren Enemark, bestyrelsesformand i Glostrup Forsyning.

”Heldigvis kan kunderne få blødere vand, uden at de skal have mange penge op af lommen. Prisen på vand vil stige lidt, men til gengæld kan kunderne bruge færre penge på sæber og rengøringsmidler, ligesom deres hvidevarer kan holde i længere tid. I det samlede husholdningsbudget vil udgifterne være nogenlunde de samme,” fortsætter Søren Enemark.

Kort om blødgøring med Carix

Drikkevandet i Glostrup skal blødgøres ved brug af teknologien Carix (CArbon Dioxide Regenerated Ion Exchanger), og det er en teknologi uden brug af kemikalier. Kalkindholdet reduceres ved at tilføre CO2 til vandet modsat andre teknologier, hvor man for eksempel tilfører salt.

...