Radiatortermostat

Nyt om fjernvarmen (13)

Varme

Du læser her Glostrup Forsynings nyhedsbrev om fjernvarmeudvidelserne i Glostrup.

I nyhedsbrevet vil vi fortælle om:

  • Gravearbejdet til den første del af fjernvarmeudbygning er nu afsluttet

  • Slidlag på vejene et år senere

  • De næste etaper af udbygningen er startet

Gravearbejdet til den første del af fjernvarmeudbygning er nu afsluttet

Ved indgangen af september måned kan Glostrup Forsyning nu melde, at gravearbejdet til den første del af fjernvarmeudbygningen i Glostrup er afsluttet. Det drejer sig om de om de kunder, der bor ud til en allerede eksisterende fjernvarmeledning.

”Jeg er glad for det kæmpe arbejde forsyningen selv og vores entreprenør, Zøllner, har udført med at grave stikledninger ned til nye fjernvarmekunder. Nu mangler vi kun, at VVS’erne skal forbi syv kunder, så de kan få sat et fjernvarmeanlæg op,” siger Bo Nybro Nørbjerg, direktør i Glostrup Forsyning.

”Det fylder og larmer, når vi skal grave ledninger i jorden, og det påvirker både trafikafviklingen og fremkommeligheden i områderne. Vi vil i Glostrup Forsyning derfor gerne takke vores kunder for den store forståelse og imødekommenhed, vi har mødt ude på vejene i forbindelse med arbejdet,” fortsætter han.

Der er er en høj tilslutning til fjernvarme i områderne. Hele 88% af kunderne, der bor ud til en eksisterende fjernvarmeledning, har valgt at skifte deres varmekilde ud til fordel for fjernvarmen.

Det viser noget om den store interesse, når så mange kunder vælger at få fjernvarme.
Bo Nybro Nørbjerg

Slidlag på vejene et år senere

Forsyningen kommer tilbage til områderne, både når der skal kobles på ledningerne for at udbygge nettet og forsyne nye områder med fjernvarme men også for at lægge slidlag på vejene.

Når gravearbejdet på en vej afsluttes, fyldes hullet op og herefter lægges der grov asfalt ovenpå – også kaldet GAB (grusasfaltbeton). Materialerne i hullet skal det næste års tid have lov til at sætte sig. Bilisterne på vejen kan derfor opleve, at vejen kan blive ujævn, og der kan opstå mindre niveauforskelle.

Når materialerne i hullet har sat sig, skal der fyldes op med slidlag. Det er for at sikre, at vejen bliver helt plan og jævn. Hvis slidlaget blev lagt på, samtidig med at hullet blev fyldt op, ville vejen alligevel blive ujævn efter et år.

De næste etaper af udbygningen er startet

Udbygningen af fjernvarmen til de øvrige områder i Glostrup er allerede startet. Områderne er fordelt på to entrepriser, hvor entreprenøren Zøllner primært skal grave og arbejde i villaområderne Ejby vest for O3, mens Nordkysten starter på Ydergrænsen og Ejbyholm, men ellers primært skal arbejde i det gamle Glostrup.

I 2023 bliver Ydergrænsen og Ejbyholm koblet på fjernvarmen, ligesom mange husstande på Ejby Mosevej og Mosetoften får fjernvarme i deres bolig.