Glas fyldes med vand fra hanen

PFAS er ikke påvist i drikkevandet fra vandværket

Vand

Der er ikke registreret indhold af PFAS i drikkevandet på Glostrup Forsynings vandværk, og derfor kan kunderne med ro i maven drikke vandet fra hanen. Det er resultatet fra den drikkevandsanalyse, som Glostrup Forsyning netop har modtaget.

Allerede inden analysen fra vandværket, havde forsyningen fået udarbejdet analyser af vandet fra hver enkelt af de 13 vandboringer i kommunen. For hvis der blev registreret PFAS på vandværket, skulle analyserne af alle boringer alligevel udføres. 

I én af boringerne blev der påvist PFAS på grænseværdien. Boringen leverer dog kun seks procent af det samlede drikkevand i Glostrup Kommune, og derfor blev PFAS ikke påvist i vandet på vores vandværk. Det betyder, at PFAS-indholdet på vandværket er under detektionsgrænsen. 

”Råvandet ledes fra boringerne, gennem byen og hen til vores vandværk, hvor alt vandet blandes sammen, inden det renses og iltes,” siger Henrik Nicolaisen, driftschef for vand i Glostrup Forsyning.

”Blandingen af vand fra forskellige boringer er normal praksis i vandproduktionen i Danmark, og da vandet fra boringen, hvor der blev registret PFAS på grænseværdien, kun bidrager med en meget lille andel af den samlede vandproduktion fra værket, er det ikke målbart i det vand, som samlet set udpumpes fra vandværket” fortsætter han.