Bestyrelsesformand i forsyningen, formand i teknik og miljø samt driftsleder ved Urbaser stående foran elskraldebil

Urbaser skal indsamle Glostrups affald de næste fem år

Affald

Renovatøren, der skal stå for håndteringen af affald i Glostrup Kommune, er nu fundet. Urbaser har vundet udbuddet og skal derfor være kommunens renovatør i perioden 2022 - 2027.

Hvem skal hente beboernes affald i Glostrup Kommune de kommende år? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet i det udbud, der nu er afsluttet. Urbaser endte som vinder af udbuddet og har nu skrevet under på kontrakten med Glostrup Forsyning. Det betyder, at renovatøren kommer til at hente Glostrups affald fra maj 2022 til 2027.

”Vi går ind i nogle spændende år på affaldsområdet. Når de nye skraldebiler kører rundt i Glostrup, vil det i fremtiden være på el. Det er et stort skridt i den grønne omstilling. I Glostrup skal alle fra 2022 også sortere madaffald, drikke- og fødevarekartoner, tekstiler, farligt affald og pap. Så vi kommer til at genanvende meget mere af vores affald,” siger bestyrelsesformanden i Glostrup Forsyning, Leif Meyer Olsen.

Gør Glostrup grønnere

Når skraldebilerne i 2022 kommer på vejene med den nye kontrakt, så kører de Glostrup grønnere. Det er et krav i kommunens nye affaldsplan, at renovatøren i fremtiden skal hente affaldet med eldrevne komprimatorbiler. Derfor kommer alle bilerne til at køre på el. Det mindsker CO2-udledningen, støjer mindre og udleder langt mindre partikelforurening end de dieselbiler, der bruges i dag. Det er mig en stor glæde, at der kommer grønne affaldsbiler, for det er godt for både miljøet og borgerne, fortæller Søren Enemark, formand i Glostrup Kommunes Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalg.

Glostrup Forsyning vurderer, at de med tre fuldt eldrevne renovationsbiler kan spare ca. 100 tons CO2 om året, når den nye kontrakt træder i kraft.

Endnu mere skal sorteres

I 2020 indgik Folketinget en klimaaftale, og det betyder blandt andet, at alle i Danmark fremover skal sortere i 10 affaldstyper. Det skal Glostrup også, og derfor skal borgere i 2022 sortere mere af deres affald.

I dag bliver der allerede sorteret i flere forskellige affaldstyper, men fremover skal alle i kommunen herudover sortere madaffald, drikke- og fødevarekartoner, tekstiler samt farligt affald. Derudover vil papordningen gå fra at være frivillig til obligatorisk, og dagrenovationen erstattes med affaldstypen ’restaffald’. De 10 affaldstyper skal sikre, at mere affald genanvendes.

De 10 affaldsfraktioner kommer ikke til at betyde, at man skal have 10 forskellige beholder til affald. Alle kommer dog i hvert fald til at få én ekstra beholder, som Glostrup Forsyning indkøber.

Sådan skal de nye affaldstyper indsamles:

  • Ny 240L to-kammerbeholder til restaffald og madaffald
  • 240L papbeholder (hvis man ikke er med i papordningen i dag)
  • En 21L rød boks til farligt affald
  • Drikke- og fødevarekartoner sorteres sammen med plast
  • Tekstiler indsamles i poser via storskraldsordningen

Velkendte skraldemænd

Urbaser kommer til at fortsætte som renovatør i Glostrup, for det er dem, der allerede i dag indsamler affald. Derfor vil det gode samarbejde mellem Glostrup Forsyning og renovatøren forsætte de næste mange år. Forsyningen forventer, at den høje driftssikkerhed og det høje kundetilfredshedsniveau vil følge med over i den nye kontrakt.

I udbuddet var det også vigtigt, at vinderen skal bidrage til bedre og grønnere sortering. Det indebærer flere tiltag. Det går blandt andet ud på, at skraldebilerne nu skal køre på el, der er et godt uddannelsesprogram for skraldemændene - herunder brug af lærlinge og et fokus på fortsat at gøre indsamlingen af affald grønnere.