FN's Verdensmål

Det forpligter, når Glostrup Forsyning siger, at ”vi gør Glostrup grønnere”. Men vi sætter gerne ambitionerne op og forventningerne til os selv højt, og derfor har vi i Strategi 2022 forpligtet os selv på at bidrage til opfyldelsen af FN’s Verdensmål.

 

Forsyningens logo i verdensmålsfarver

FN's Verdensmål kan nemt virke abstrakte, og de fungerer fantastisk godt i hensigtserklæringer. Men målene bliver først bæredygtige i praksis, når vi tager dem ned på jorden og spejler dem i medarbejdernes hverdag. Det har vi i Glostrup Forsyning arbejdet på i et godt stykke tid, og vi har udvalgt de verdensmål og delmål, som er relevante for forsyningens arbejde.

I Glostrup Forsyning arbejder vi med følgende verdensmål:

Verdensmål 6 - Rent vand sanitet

Adgang til rent drikkevand, mindsket udslip af farlige kemikalier og forurenende elementer i naturen, reduceret vandmangel og beskyttelse af grundvandet. Det er alle temaer, som ethvert vand- og spildevandsselskab tænker på. Verdensmål 6 - Adgang til rent vand sætter disse problemstillinger i relief og kræver, at vi opstiller nogle klare indikatorer for vores arbejde. 

Ved at følge vores Vandstrategi 2030 vil vi til stadighed have en høj drikkevandssikkerhed for Glostrups borgere. Strategien indebærer blandt andet, at vi indvinder langt størstedelen af vores eget drikkevand (91% i 2019) og dermed kan sikre en bæredygtig og kontrolleret indvinding.

Verdensmål 7 - Bæredygtig energi

I Glostrup Forsyning har vi et ønske om at bidrage til en omstilling af det globale energimiks. Det skal være smart, og det skal være grønt. Som fjernvarmeleverandør kan vi medvirke til indfrielsen af verdensmål 7, som handler om at øge andelen af vedvarende energi i det globale energimiks.

Omstillingen af Glostrups energiforbrug til en grønnere energiform skal blandt andet ske ved, at det f.eks. bliver muligt at udnytte den enorme mængde varme, der hver dag går til spilde hos store datacentre. Datacentrene bruger meget strøm på at drive serverparker, hvilket varmer luften op. Vi håber på at kunne udnytte den varme luft i fjernvarme-systemet på sigt, så vi kan producere mere bæredygtig fjernvarme. 

Verdensmål 8 - Anstændige jobs og økonomisk vækst

Glostrup Forsyning har altid haft et mål om at tage godt hånd om vores medarbejdere – også dem, der har særlige behov og vilkår. Vi ansætter folk i fleksjob, vi etablerer lære- og praktikpladser, og vi fokuserer på, at vores entreprenører og leverandører lever op til vores høje arbejdsmiljøkrav. 

Det er blot noget af det, vi fokuser på for at opfylde Verdensmål 8 - Anstændige jobs og økonomisk vækst.

Verdensmål 11 - Bæredygtige byer og lokalsamfund

Glostrup Forsyning forpligter sig på at skabe et bæredygtigt lokalsamfund - et bæredygtigt Glostrup. Det gør vi blandt andet ved at arbejde på at mindske miljøbelastningen pr. indbygger. Det kommer til udtryk på flere områder.

For at komme med at par eksempler kan vi først kigge på affaldsområdet, hvor vi i Glostrup Forsyning håndterer borgernes affald på den mest ressourceeffektive måde. På varmeområder arbejder vi på at bruge mere bæredygtig fjernvarme ved at koble flere husstande på fjernvarmen og samtidig få overskudsvarme ledt ind i fjernvarmen.

Verdensmål 12 - Ansvarligt forbrug og produktion

Måden, vi håndterer vores affald på, har også betydning for vores energiforbrug. Når vi genanvender vores plastaffald, gamle flasker og dåsen til de flåede tomater, mindsker vi behovet for en energikrævende produktion af de samme produkter. Derfor udvikler vi sammen med vores samarbejdspartnere løbende vores affaldsordninger, så vi kan genanvende mere og bedre.

Siden 2019 har vi modtaget ting til direkte genbrug på Glostrup Genbrugsstation, og det er vi meget glade for. Vi har etableret samarbejder med flere frivillige organisationer - store som små - der kan aftage tingene.

De kommer og henter de ting, som de kan bruge til at etablere nye hjem til tidligere hjemløse eller sælge videre og donere indtjeningen til deres sociale arbejde. Samarbejdet med de frivillige organisationer fungerer rigtig godt, og i sidste ende gavner direkte genbrug derfor både miljø såvel som mennesker. Dermed bidrager vi endnu mere til opnåelsen af Verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.

Verdensmål 13 - Klimaindsats

Hver dag arbejder vi i Glostrup Forsyning med klimaindsatser - og vi har i dag både afsluttede indsatser og nye planer på tegnebrættet. I alle dele af vores forsyninger tænker vi klimaet ind i arbejdet. 

I affaldsselskabet handler det meget om, at vi har de rette affaldsordninger og udnytter affaldet på den mest ressourceeffektive måde.

I vandselskabet fokuserer vi på at have en stærk kontrol af drikkevandet og indvinde så meget lokalt vand som muligt (91% i 2019). 

I spildevandsselskabet går vi op i at ruste Glostrup til fremtidens intensive regnmængder. Der gør vi bl.a. ved at etablere regnvandsbassiner. 

I varmeselskabet kigger vi f.eks. på, hvordan vi kan få overskudsvarme ind i den bæredygtige fjernvarme.

Verdensmål 16 - Fred, retfærdighed og stærke institutioner

I arbejdet med Verdensmål 16 - Fred, retfærdighed og stærke institutioner arbejder vi på at skabe en så ansvarlig, effektiv og gennemsigtig virksomhed, institution, som det er muligt. Vi fokuserer altså helt konkret med delmål 16.6.

Verdensmål 17 - Partnerskaber for handling

For os danner partnerskaber grundlaget for handling.

Bæredygtighed handler naturligvis om at mindske den menneskelige påvirkning af vores miljø og klima, men i en tid hvor vi kan se klimaforandringerne tydeligere og tydeligere, må vi også sørge for, at Glostrup er
rustet til fremtidens intensiverede regnmængder. Derfor arbejder vi på konkrete klimaplaner og klimatilpasningsprojekter i samarbejde med kommuner, virksomheder, privatpersoner og andre forsyninger.

Sammen er vi stærkere, og i Glostrup Forsyning tror vi på, at det er partnerskaber for handling, der gør, at vi kan følge FN's Verdensmål til dørs.

Sammen er vi stærkere

Sammen kan vi sørge for at leve op til FN’s ambitiøse Verdensmål. I Glostrup Forsyning gør vi vores for at bidrage til, at vandet vi drikker er rent, at affaldet vi producerer håndteres forsvarligt, og at vi som organisation kigger udad og indgår partnerskaber. For kun i samspil med verden omkring os kan vi følge de ambitiøse mål til dørs.

Fandt du ikke hvad du søgte?
Fandt du ikke hvad du søgte?